Fem hurtige: Madagaskars dyreliv
Madagaskar er kendt for sit helt unikke dyreliv. Faktisk findes op mod 90 % af øens dyrearter kun her, hvilket gør Madagaskar til en af verdens mest fascinerende destinationer for naturelskere.
Når man rejser til Madagaskar, kan man opleve alt fra legesyge lemurer i regnskoven til farverige kamæleoner og imponerende pukkelhvaler langs kysten. Øens biodiversitet er helt særlig, og mange af dyrene kan kun opleves her.
Her får du fem hurtige om nogle af de dyreoplevelser, der gjorde størst indtryk på os, da vi selv besøgte Madagaskar – samt et par gode råd til, hvordan du får de bedste oplevelser med øens fascinerende dyreliv.
Er der giftige dyr på Madagaskar?
Noget af det, der gav mig ekstra ro i maven inden vores rejse til Madagaskar, var at finde ud af, at der faktisk ikke findes farlige giftige krybdyr på Madagaskar.
Jeg er nemlig ikke den største fan af kryb og kravl (Victor er heldigvis lidt modigere end mig), så det var rart at vide inden afrejse.
De eneste små krybdyr, vi oplevede undervejs, var nogle få gekkoer på hotelværelserne. De er heldigvis meget sky og holder sig langt væk fra mennesker, så de var mest bare en del af den tropiske stemning.
Vi havde dog også en enkelt oplevelse med frøer på værelset en aften. Jeg så dem aldrig selv – men jeg kunne i den grad høre dem! Den opgave tog Victor sig heldigvis af, mens jeg gemte mig godt under dynen 🙂

En nysgerrig sifaka lemur

Kamæleonen var godt gemt blandt regnskovens blade

Heldigvis er der også mange andre magiske dyr, udover krybdyr på madagaskar
Madagaskars lemurer
Noget af det mest ikoniske dyreliv på Madagaskar er uden tvivl lemurerne. Faktisk findes de kun naturligt på Madagaskar, og der lever mere end 100 forskellige arter på øen.
Noget af det mest imponerende, vi oplevede på rejsen, var at komme helt tæt på de vilde sifaka-lemurer i regnskoven. Vi havde en utrolig dygtig lokal guide med os, som både kendte området og dyrene indgående. Guiderne gjorde meget ud af at forklare, at lemurerne er vilde dyr, og at vi derfor besøger dem på deres præmisser – ikke omvendt.
Alligevel fik vi en helt særlig oplevelse, hvor vi kom meget tæt på en gruppe lemurer. De virkede næsten nysgerrige på os, og fordi vi kun var Victor og jeg sammen med guiden, var situationen rolig og respektfuld. Det gjorde oplevelsen endnu mere magisk.

Madagaskars største nulevende lemur – Indri Lemuren, der desværre er kritisk truet

Vi kom trygt rundt i nationalparkerne med hjælp fra vores dygtige guide

Sifaka lemurene med deres smukke flerfarvede pels
Magiske hvaloplevelser
Madagaskar er også et fantastisk sted at opleve pukkelhvaler i naturen. I bestemte perioder af året kommer hvalerne til farvandene omkring øen for at parre sig og få unger.
Jeg havde aldrig oplevet hvaler på tæt hold før denne rejse. Derfor var det en helt særlig oplevelse pludselig at kunne se pukkelhvaler svømme relativt tæt på kysten. Fra strandkanten kunne vi se dem bryde vandoverfladen og bevæge sig roligt gennem havet – et øjeblik, der næsten føltes uvirkeligt.
Vi havde også vores drone oppe et par gange for at følge de imponerende dyr fra luften. Her var hjertet ærligt talt lidt oppe i halsen, men det var det hele værd. Vi var nemlig så heldige at få øje på en legesyg hvalunge, som gav os nogle virkelig fantastiske optagelser.
Farverige kamæleoner
Madagaskar er også hjemsted for en stor del af verdens kamæleonarter, og de farverige krybdyr er næsten lige så ikoniske som øens lemurer.
Jeg er, som sagt, ikke den største fan af krybdyr, men kamæleonerne overraskede mig virkelig positivt. De er både fascinerende, farverige og imponerende dygtige til at kamuflere sig i naturen. Her var vi virkelig glade for at have lokale guider med rundt i nationalparkerne på Madagaskar. Guiderne er eksperter i at spotte dyrene, og mange af kamæleonerne sad så godt skjult i træerne, at jeg aldrig selv ville have opdaget dem.
Vi besøgte også et sted kaldet Réserve Peyrieras Madagascar Exotic, hvor vi fik mulighed for at se – og endda holde – nogle af de fascinerende dyr. Men de bedste oplevelser fik vi faktisk ude i den vilde natur.

De mange forskellige farver er meget fascinerende at opleve på tæt hold

Endnu en kamæleon, der var godt gemt blandt regnskovens blade

Selv når mørket falder på, sidder de mange kamæleoner rundt omkring
Mit bedste råd
Hvis du vil have de bedste dyreoplevelser på Madagaskar, er mit klare råd at tage med lokale guider i nationalparkerne.
Ofte er det faktisk ikke tilladt at gå rundt alene i parkerne, men det er også en stor fordel at have en guide med. De kender områderne, ved hvor dyrene opholder sig, og er virkelig dygtige til at spotte selv de mindste detaljer i naturen.
Samtidig lever mange af guiderne af de få ture, de får med besøgende, så det er også en god måde at støtte lokalsamfundet på. Vi gav derfor altid drikkepenge oveni entréen til nationalparkerne. Typisk gav vi omkring 100.000 MGA, hvilket svarede til cirka 150 danske kroner. Guiderne får desværre ofte meget lidt i løn, så det føltes som en lille gestus for de fantastiske oplevelser, de hjalp os med at få.

Man bliver taget godt imod ved indgangen til de forskellige nationalparker

Der bliver ledt grundigt efter forskellige kamæleoner

Mange gode ture rundt i Madagaskars nationalparker med kyndige lokale guider
Bonusinfo
Hvis du skal på vandretur i regnskoven på Madagaskar, er det en rigtig god idé at tage lange ærmer og lange bukser på. Vores guide anbefalede det blandt andet fordi der er mange planter, man kan komme til at stikke sig på, når man bevæger sig gennem skoven. Nogle træer kan også give lidt kløe, hvis man rører dem. Vi oplevede heldigvis ikke selv problemer – men det er rart at være forberedt.
Derudover kan det faktisk godt blive lidt køligt inde i regnskoven, især hvis du besøger Madagaskar i vintermånederne som vi gjorde (august).
Og så er der selvfølgelig én ting, du ikke må glemme: myggespray. Sørg for at have det på hele kroppen, når du bevæger dig rundt i naturen. Læs mere om beskyttelse mod Malaria myggene her*.
*(Bemærk, at Vores Verdenshjørner ikke må rådgive om vaccinationer, medicin eller andre sundhedsrelaterede forhold. For korrekt og opdateret vejledning henviser vi altid til egen læge, Statens Serum Institut eller en autoriseret vaccinationsklinik.)
Drømmer du om en rejse til Madagaskar?
Madagaskar er en helt unik destination, især hvis du drømmer om at opleve noget af verdens mest særlige dyreliv. Øen er hjemsted for ikoniske dyr som lemurer, farverige kamæleoner og imponerende pukkelhvaler, og mange af arterne findes kun netop her.
Uanset om du udforsker regnskoven med lokale guider, spotter kamæleoner i trætoppene eller er heldig at opleve hvaler langs kysten, er dyrelivet på Madagaskar noget helt særligt.
Går du selv med tanker om at rejse til Madagaskar, så tøv ikke med at kontakte os – vi hjælper dig gerne afsted:

Eventyr på Madagaskar – Lemurer, flodsejlads og baobabtræer
Oplev det vilde Madagaskar med lemurer, spektakulære landskaber og sejlads på Tsiribihina-floden. En rejse for eventyrere med stor kærlighed til natur og kultur.

Luksus i regnskoven – En eventyrlig rejse til Madagaskars østkyst
Oplev Madagaskars østkyst med privat chauffør på en rejse med komfortable overnatninger. Fra hovedstadens kultur til Andasibes regnskove og Palmariums sø venter lemurer, bådture og afslapning.

15 Dage på Madagaskar: Natur, dyreliv og strande
Oplev endemiske planter og dyr i de imponerende nationalparker, spot lemurer som Indrien og Eye Eye, og afslut turen med badeferie og snorkling på Sainte Marie og Nosy Be.













