Rejser til Norge

Norge er et land, der altid imponerer – med sine dybe fjorde, dramatiske fjelde og uendelige vidder af uberørt natur. Her mødes rå skønhed med ro, og hver årstid har sin egen magi – fra midnatssolens gyldne nætter til vinterens dansende nordlys.

Hos Vores Verdenshjørner laver vi skræddersyede rejser til Norge, uanset om du drømmer om at sejle mellem fjordene ved Bergen, opleve nordlyset og den arktiske stemning i Tromsø, vandre i Jotunheimens majestætiske landskaber eller nyde roen i en fjeldhytte langt fra hverdagens tempo.

Norge er for dig, der søger nærvær, natur og autentiske oplevelser – hvor du mærker stilheden, duften af gran og varmen i mødet med mennesker, der lever tæt på naturen.

Herunder finder du vores rejseforslag til Norge – og husk, vi tilpasser altid rejsen efter dine ønsker.

Bedste periode for rejsen
Rejseforslagets varighed
Frapriser i DKK
Magiske Tromsø: Nordlys, slædehunde og samisk Kultur
November – Marts
4 dage
Fra 20.000 DKK

Tag med til Tromsø og oplev et ægte arktisk eventyr. Nyd nordlyset på et aftencruise med middag af lokale råvarer, følg samernes spor, se rensdyr, tag Fjellheisen-op og prøv hundeslædekørsel i Tamokdalen. En rejse med rå natur, samisk kultur og spænding – perfekt til jer, der søger unikke og mindeværdige oplevelser.

7-dages eventyr i Norges smukkeste byer og fjorde – Oslo, Flåm & Bergen
Maj – September
7 dage
Fra 33.600 DKK

Tag med på en 7-dages rejse gennem Norges smukke natur og kultur – fra Oslos pulserende byliv til Flåms spektakulære fjordtog og Bergens historiske havneområde. Oplev en perfekt kombination af by, natur og kultur med private guider og nøje udvalgte oplevelser.

Norge udsigt

Naturen er Norges største trækplaster. Landet er kendt for sine dramatiske fjorde som Geirangerfjorden og Nærøyfjorden, hvor stejle klipper rejser sig direkte op fra det mørkeblå vand, og brusende vandfald kaster sig ned mod spejlblanke fjordflader.

Du kan tage på fjordcruise med udsigt til snedækkede tinder, sejle i kajak blandt sæler og marsvin eller opleve det hele fra oven på en af de mange ikoniske vandreture – som Trolltunga, Preikestolen eller Romsdalseggen. Flere af ruterne er tilgængelige for både øvede og begyndere, og der findes guidede ture, der gør det nemt og trygt at komme tæt på naturens storhed.

Norge byder desuden på nogle af verdens smukkeste togrejser. Bergenbanen, der krydser Hardangervidda, og Flåmsbanen, der snor sig gennem stejle bjergsider og forbi dramatiske fosser, giver dig panoramiske udsigter over fjelde, dale og isblå elve – alt sammen i roligt tempo.
Det er en ideel måde at opleve Norges landskaber, især hvis du vil nyde naturen uden at snøre vandreskoene hver dag.

Norge er et land med stærke årstider – og hver sæson bringer sin egen charme og stemning.
Om vinteren forvandles det nordlige Norge til et arktisk eventyrland. Her kan du stå på langrendsski, tage på hundeslædetur eller overnatte i glas-kupler under det dansende nordlys. Tromsø og Lofoten er populære baser for at opleve dette magiske naturfænomen, og chancerne for klar himmel og aktivitet er gode i perioden fra oktober til marts.

Om sommeren er det midnatssolens tid. Nord for polarcirklen går solen aldrig helt ned – og det åbner for helt særlige oplevelser: midnatsvandring i fjeldene, aftenbadning i krystalklare søer og naturoplevelser i det gyldne skær, hvor tiden nærmest står stille.

Forår og efterår er mere stille rejsetider, men naturen er mindst lige så smuk. Fjeldblomster springer ud, birkeskovene farves gule og orange, og luften er sprød og klar. Det er også sæson for bær og svampe – og for dig, der vil rejse med færre mennesker omkring dig.

Ud over naturen byder Norge på en levende kulturarv og et rigt lokalliv – især langs kysten.
Rejs med Hurtigruten op gennem det lange land og oplev små fiskerbyer, hvor hverdagen stadig følger havets rytme. Her får du indblik i den norske kystkultur, der bygger på generationers erfaring med fiskeri, bådebyggeri og overlevelse i de barske omgivelser.

I byer som Bergen og Trondheim møder du gamle træhuse, hyggelige torve, historiske havne og levende folkeliv. Samtidig spirer en moderne madscene frem, hvor lokale råvarer som fjeld-lam, kongekrabbe, multebær og tang får nye udtryk i hænderne på dygtige kokke.

Oslo skiller sig ud med sin blanding af det moderne og det historiske. Her kan du opleve alt fra vikingeskibsmuseer og Edvard Munchs værker til prisvindende arkitektur, flydende saunaer i fjorden og street food i industrielle omgivelser.