Generelle betingelser for rejser med Vores Verdenshjørner
Gældende fra: 20. maj 2025
1. Indledning og aftalegrundlag
Disse betingelser regulerer aftaleforholdet mellem Vores Verdenshjørner og den rejsende, der køber en pakkerejse hos Vores Verdenshjørner. Aftalen indgås og gennemføres i overensstemmelse med pakkerejseloven (Lov nr. 1666 af 26/12/2017 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer) samt gældende EU-direktiver.
Aftalen mellem Vores Verdenshjørner og den rejsende består af:
- Disse almindelige betingelser
- De på rejseplanen/fakturaen anførte særlige betingelser
- De dokumenter, der fremsendes til den rejsende pr. post, e-mail eller fysisk (rejseplan, faktura, billetter mv.)
2. Aftaleindgåelse
En aftale om køb af en pakkerejse er bindende for begge parter, når tilbuddet accepteres og depositum er indbetalt inden den fastsatte frist. Hvis tilbuddet ikke accepteres rettidigt, er Vores Verdenshjørner ikke længere bundet og Bureauet forbeholder sig retten til at annullere reservationen uden varsel..
Ved indbetaling af depositum bekræfter den rejsende at have læst, forstået og accepteret vilkårene i disse generelle betingelser, de særlige betingelser anført på rejseplanen/fakturaen samt de praktiske oplysninger på Bureauets hjemmeside, hvortil der henvises i dokumenterne. Disse dokumenter udgør tilsammen det samlede aftalegrundlag mellem Bureauet og den rejsende.
Vores Verdenshjørner kan kun holdes ansvarlig for oplysninger i vores egne dokumenter og på vores hjemmeside. Vi har ikke kontrol over indholdet på eksterne hjemmesider, som vi eventuelt henviser til.
Den rejsende skal straks gennemgå de modtagne rejsedokumenter og kontakte os, hvis noget ikke stemmer med det aftalte.
2.1 Rejsedokumenter og kontaktoplysninger
Vores Verdenshjørner sender rejsedokumenter og anden vigtig information til den post- eller e-mailadresse, som du har oplyst ved booking. Du er ansvarlig for at give os de nødvendige kontaktoplysninger, så vi kan komme i kontakt med dig både før og under rejsen.
Rejsedokumenter, såsom rejsebevis, faktura og rejseplan, fremsendes normalt kort tid efter aftalens indgåelse og senest ca. en måned før afrejse. Hvis du ikke har modtaget dine rejsedokumenter senest 7 dage før afrejse, skal du straks kontakte os – og husk at tjekke dit spamfilter, hvis du har oplyst en e-mailadresse.
Ved modtagelse skal du gennemgå alle dokumenter og straks kontakte Vores Verdenshjørner, hvis oplysningerne ikke stemmer overens med det aftalte.
Bemærk, at flytider og -numre kan ændre sig både før og under rejsen. Vi anbefaler, at du løbende holder dig opdateret om aktuelle flytider, fx via www.checkmytrip.com.
Den rejsende er forpligtet til at oplyse de kontaktoplysninger, som Vores Verdenshjørner har brug for til at kunne komme i kontakt både før og under rejsen.
3. Pris og betaling
3.1 Prisen inkluderer
Rejsens pris omfatter de ydelser, der fremgår af rejseplan og faktura, samt obligatoriske skatter, afgifter og evt. forsikringer, hvis dette fremgår af fakturaen.
Aftaler om særlige ydelser (fx værelsestyper, måltider, tidlig check-in) skal fremgå skriftligt af rejsedokumenterne.
På destinationen kan der forekomme opkrævning af lokale gebyrer, afgifter og entreer, som ikke kan opkræves af Vores Verdenshjørner ved aftalens indgåelse (se afsnit 3.2). Sådanne betalinger påhviler den rejsende og relaterer sig til lokale bestemmelser eller til forbrug af ekstra ydelser, der ikke er omfattet af den indgåede aftale.
3.2 Prisen inkluderer ikke
- Lokale gebyrer, entreer, afgifter og service charges, der ikke kan opkræves på forhånd
- Visum og andre tilladelser, medmindre andet fremgår af fakturaen
- Afbestillings- og rejseforsikringer, medmindre disse fremgår af fakturaen
- Forplejning, udflugter og entréer, der ikke er anført i rejseplanen
- Ekstra ydelser ud over det aftalte
3.3 Gebyrer
Der kan opkræves gebyr for individuelle ændringer, kun landarrangement, betaling med visse kreditkort mv. Gebyrernes størrelse fremgår af tilbuddet og/eller fakturaen.
3.4 Depositum og restbetaling
Ved accept af tilbuddet betales, medmindre andet fremgår af fakturaen, et depositum på minimum 20 % af rejsens samlede pris. På visse rejser kan der gælde et forhøjet depositum, hvilket i så fald vil fremgå af fakturaen. Dette gør sig særligt gældende ved destinationer, hvor flybilletter dækker over en stor del af den samlede pris. Ved aftaleindgåelse mindre end 60 dage før afrejse forfalder hele rejsens pris til betaling ved accept af tilbuddet. Afbestillingsforsikring, hvis valgt, indbetales sammen med depositum.
Restbeløbet skal være Vores Verdenshjørner i hænde senest 60 dage før afrejse, medmindre andet er angivet på fakturaen. Særlige rejser kan være underlagt strengere betalings- og/eller afbestillingsvilkår, hvilket vil fremgå af rejsedokumenterne.
Såfremt den rejsende misligholder betalingsbetingelserne, herunder undlader at betale depositum eller restbeløb rettidigt, forbeholder Vores Verdenshjørner sig retten til at annullere aftalen. I sådanne tilfælde har Vores Verdenshjørner ret til betaling af det beløb, som den rejsende ville miste efter gældende afbestillingsregler.
Se i øvrigt afsnittet om afbestillingsvilkår for nærmere information om konsekvenser ved afbestilling.
3.5 Betalingsmetoder
Betaling kan kun ske via bankoverførsel. Vi tager altså ikke imod betalingskort (herunder Visa, Debit og Kreditkort) eller Mobilepay.
3.6 Prisændringer
Vores Verdenshjørner kan efter aftalens indgåelse forhøje den aftalte pris for pakkerejsen, hvis forhøjelsen er en direkte følge af ændringer i:
- transportomkostninger, herunder brændstofpriser og tillæg,
- skatter, afgifter eller gebyrer for rejseydelser, som pålægges af tredjemand, der ikke er direkte involveret i leveringen af pakkerejsen,
- valutakurser, som er af betydning for pakkerejsen.
Prisregulering kan ske indtil 20 dage før afrejse og vil blive meddelt den rejsende skriftligt med begrundelse og beregning. Prisen kan maksimalt forhøjes med 8 % af pakkerejsens samlede pris. Overstiger prisforhøjelsen 8 %, har den rejsende ret til at hæve aftalen og få det indbetalte beløb refunderet. Ved prisfald som følge af ovenstående forhold har den rejsende ret til en tilsvarende prisnedsættelse, dog med fradrag af eventuelle omkostninger forbundet med tilbagebetalingen.
Hvis den rejsende ønsker ændringer i et allerede bestilt og bekræftet arrangement, kan dette kun ske efter aftale og mod betaling af et ændringsgebyr samt eventuelle direkte omkostninger til leverandører, fx flyselskaber og hoteller. Sådanne ændringer kan desuden medføre tab af depositum. Ændringer, der ikke kan gennemføres som en justering, betragtes som en afbestilling og ny bestilling, og afbestillingsreglerne vil da finde anvendelse.
4. Ændringer og aflysning
4.1 Ændringer fra den rejsende
Hvis den rejsende ønsker ændringer efter aftaleindgåelse, skal [Jeres Rejsebureau] kontaktes hurtigst muligt. Ændringer kan medføre gebyr og evt. ekstraudgifter. Væsentlige ændringer betragtes som afbestilling og ny bestilling.
4.2 Ændringer fra Vores Verdenshjørner
Vores Verdenshjørner kan foretage uvæsentlige ændringer uden den rejsendes samtykke, men vil informere tydeligt herom. Væsentlige ændringer giver ret til ombooking eller annullering uden tab.
4.3 Aflysning
Vores Verdenshjørner kan aflyse rejsen ved force majeure eller utilstrækkeligt deltagerantal. Hele det indbetalte beløb tilbagebetales, men der ydes ikke yderligere kompensation.
4.4 Prisændringer
Se afsnit 3.6
5. Overdragelse af rejsen
Rejsen kan overdrages til en anden person senest 7 dage før afrejse mod et administrationsgebyr samt evt. omkostninger fra leverandører. Overdrager og modtager hæfter solidarisk for betaling.
Bemærk, at visse ydelser (fx flybilletter) ikke kan ændres eller refunderes.
En rejsedeltager kan som udgangspunkt overdrage sin pakkerejse til en anden person, forudsat at arrangøren skriftligt underrettes herom senest 30 dage før rejsens påbegyndelse. Overdragelsen forudsætter, at de involverede leverandører (f.eks. flyselskaber, hoteller eller lokale operatører) tillader ændringer i navne eller deltagere, og at betingelserne for overdragelse kan opfyldes.
I tilfælde af overdragelse opkræves et administrationsgebyr, og den rejsende skal desuden dække samtlige omkostninger, som følge af ændringen, herunder – men ikke begrænset til – gebyrer fra underleverandører, prisforskelle og eventuelle nye billetudstedelser. Den oprindelige og den nye deltager hæfter solidarisk for betaling af både den oprindelige rejses pris samt omkostninger forbundet med overdragelsen.
Det skal bemærkes, at visse ydelser, der indgår i pakkerejsen, ikke kan ændres eller overdrages efter bestilling. Dette gælder eksempelvis flybilletter, krydstogtspladser, særlige udflugter med adgangsbegrænsninger eller tilladelser som er specifikt til den tidligere rejsende, samt visse kulturelle arrangementer. Hvor sådanne ydelser er en del af rejsen, indebærer overdragelse typisk tab af den pågældende ydelse, uden kompensation.
Såfremt overdragelse af hele eller dele af rejsen ikke er mulig, betragtes den oprindelige deltager fortsat som ansvarlig for rejsens gennemførelse og betaling i overensstemmelse med de gældende vilkår.
6. Afbestilling
6.1 Afbestillingsforsikring
Det anbefales, at rejsende tegner en afbestillingsforsikring, som skal bestilles og betales samtidig med betaling af depositum hos et vilkårligt forsikringsselskab. En sådan forsikring kan være en væsentlig beskyttelse ved sygdom, ulykke eller andre uforudsete hændelser før afrejse.
6.2 Almindelige afbestillingsregler
Ved afbestilling af en pakkerejse gælder følgende:
- Efter betaling af depositum: Depositummet refunderes ikke, uanset tidspunkt for afbestilling.
- Efter betaling af rejsens fulde pris: Hele rejsens pris er tabt ved afbestilling – der ydes ingen refusion, medmindre andet fremgår af den konkrete rejseaftale.
- For rejser med delbetalinger gælder, at samtlige foretagne betalinger på afbestillingstidspunktet kan gå tabt.
Afbestilling skal ske skriftligt til Vores Verdenshjørner og anses først for modtaget, når skriftlig bekræftelse er sendt fra os til den rejsende.
Bemærk: Det betragtes som en fuld afbestilling, hvis en rejsende ikke møder op til den planlagte afrejse (no-show), og rejsens samlede pris vil i så fald være tabt.
6.3 Særlige vilkår og ikke-refunderbare ydelser
En række rejseydelser – navnlig flybilletter, visse togrejser, krydstogter og arrangementer med særlige adgangsrettigheder – er oftest omfattet af 100 % afbestillingsgebyr, fra det øjeblik de er reserveret og betalt. Sådanne ydelser kan derfor ikke refunderes, heller ikke ved tidlig afbestilling.
Andre særlige afbestillingsregler kan være gældende og vil i så fald være specificeret i rejseaftalen eller fakturaen.
6.4 Fortrydelsesret
I henhold til Forbrugeraftaleloven § 18, stk. 2/18, gælder der ingen fortrydelsesret ved køb af pakkerejser, uanset om aftalen er indgået online, telefonisk eller ved fysisk fremmøde.
7. Den rejsendes ansvar
Det er den rejsendes eget ansvar at sikre, at rejsen kan gennemføres i henhold til gældende krav og regler. Dette gælder både inden afrejse, under rejsen og i forbindelse med hjemrejsen. Vores Verdenshjørner fraskriver sig ethvert ansvar for konsekvenser, udgifter eller tab, som måtte opstå som følge af manglende overholdelse af nedenstående.
7.1 Pas, visum og indrejsekrav
Den rejsende er ansvarlig for at have gyldigt pas – som oftest med minimum 6 måneders gyldighed efter hjemkomst. Ved rejse med børn skal man være særligt opmærksom på krav om eget pas, ledsagerregler mv. Den rejsende skal selv sørge for visum, transitvisum og andre nødvendige rejsedokumenter til alle lande, rejsen passerer eller besøger, både ved ud- og hjemrejse. Har man dobbelt statsborgerskab eller ikke-dansk pas, skal dette oplyses ved bestilling, og det er den rejsendes ansvar at søge korrekt vejledning hos ambassader eller relevante myndigheder. Vores Verdenshjørner vejleder ud fra oplysninger gældende for rejsende med dansk pas.
7.2 Vaccinationer og helbredsmæssige krav
Den rejsende skal selv sikre sig, at nødvendige vaccinationer og sundhedsdokumentation er i orden i god tid før afrejse. Der henvises til bl.a. Statens Serum Institut og www.sikkerrejse.dk for opdateret information. Det er den rejsendes ansvar at vurdere, om ens helbredsmæssige tilstand tillader deltagelse i den pågældende rejse.
7.3 Navne og rejsedokumenter
Det er afgørende, at fornavn(e) og efternavn(e) ved bestilling oplyses nøjagtigt som de fremgår af passet. Manglende overensstemmelse mellem navne i pas og flybillet kan medføre afvisning ved check-in, ekstra gebyrer eller nødvendiggøre køb af ny billet. Eventuelle fejl i fremsendte dokumenter skal straks meddeles Vores Verdenshjørner, så vi har mulighed for at korrigere inden for leverandørens regler og tidsfrister. Vores
Verdenshjørner er ikke ansvarlig for gebyrer, hvis rejsende har sendt forkerte navne og/eller pasoplysninger.
7.4 Mød op til tiden
Den rejsende er forpligtet til at møde op rettidigt på de angivne mødesteder – eksempelvis i lufthavne, til udflugter eller på hotellets opsamlingssteder. Vi anbefaler, at man møder i lufthavnen senest 3 timer før international afgang. Hvis den rejsende udebliver eller møder for sent, og det medfører, at transporten eller andre elementer ikke kan benyttes, er dette for egen regning. Den rejsende bør løbende holde sig opdateret om ændringer i afgangstider, gates mv.
7.5 Opførsel og lokale regler
Den rejsende forventes at sætte sig ind i lokale forhold, herunder kulturelle normer, påklædningskrav, sundhedssituation og klima. På grupperejser skal den rejsende følge anvisninger fra rejseleder og tage hensyn til medrejsende. Manglende efterlevelse af ordensregler, anvisninger eller grov upassende opførsel kan medføre bortvisning fra rejsen, uden mulighed for refundering.
7.6 Løbende information
Den rejsende skal sørge for, at vi har korrekte kontaktoplysninger – telefon og e-mail – både før og under rejsen, så vi kan komme i kontakt, hvis der sker ændringer i fx rejseplan eller flytider. Det anbefales desuden at tjekke flyselskabets hjemmeside eller tjenester som www.checkmytrip.com 72 timer før hjemrejse.
7.7 Brug af flybilletter og hotelophold
Det er vigtigt, at alle strækninger på en flybillet benyttes i den rækkefølge, de er booket. Hvis en rejsende eksempelvis har en billet fra Billund via Frankfurt til Singapore, og ikke møder op i Billund, bliver hele billetten – inklusiv hjemrejsen – automatisk annulleret af flyselskabet. Der gives i sådanne tilfælde ingen refusion fra hverken flyselskabet eller Vores Verdenshjørner.
Tilsvarende regler kan gælde for hotelophold. Ved sen ankomst – f.eks. hvis man først tjekker ind dagen efter den planlagte ankomstdato – kan hotellet betragte opholdet som udeblevet og dermed annullere resten af reservationen. Vi anbefaler derfor altid at informere os i god tid, hvis ændringer opstår undervejs i rejsen.
7.8 Fejl og uoverensstemmelser
Den rejsende har pligt til ved modtagelse at gennemgå de fremsendte rejsedokumenter og straks reagere, hvis der er fejl eller uoverensstemmelser i oplysningerne. Vores Verdenshjørner kan ikke holdes ansvarlig for manglende gennemgang eller forkerte oplysninger, som er oplyst af den rejsende selv.
8. Reklamation og mangler
Vi gør os umage for at sammensætte rejser, hvor alt spiller – men skulle der mod forventning opstå fejl eller mangler undervejs, er det vigtigt, at du reagerer med det samme. Kun hvis vi eller vores lokale samarbejdspartnere får besked med det samme, har vi mulighed for at løse problemet, mens du stadig er afsted.
Vi anbefaler altid, at du i første omgang kontakter vores lokale partner på destinationen. De er i samme tidszone som dig, og har ofte de bedste forudsætninger og værktøjer til hurtigt at tage hånd om problemet. Du finder kontaktoplysninger til dem i dine rejsedokumenter. Samtidig er det vigtigt, at du også informerer os hos Vores Verdenshjørner, så vi er opmærksomme på sagen og kan følge op – både under og efter rejsen. Husk at sikre dig dokumentation for din henvendelse – fx i form af en e-mail, sms eller skriftlig bekræftelse fra vores samarbejdspartner.
Hvis du undlader at reklamere rettidigt, mister du retten til efterfølgende kompensation. Du kan heller ikke selv booke fx en ny overnatning eller billet og forvente, at vi dækker udgiften – medmindre det på forhånd er godkendt af os.
Har du stadig en uafklaret sag ved hjemkomst, skal din skriftlige reklamation være os i hænde senest 14 dage efter hjemrejsen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Pakkerejseankenævnet, som behandler tvister mellem rejsende og rejsebureauer.
9. Ansvar og begrænsninger
Vores Verdenshjørner er ansvarlig for de rejseydelser, der fremgår af jeres rejsedokumenter og af oplysningerne på vores hjemmeside. Vi har tegnet sædvanlig udvidet ansvarsforsikring for at dække vores ansvar i henhold til lov om pakkerejser.
Vi kan ikke holdes ansvarlige for tab, forsinkelser eller ændringer, der skyldes force majeure – herunder naturkatastrofer, strejker, vejrforhold, politiske uroligheder eller andre uforudsigelige og ekstraordinære begivenheder uden for vores kontrol.
Vi er heller ikke ansvarlige for ydelser, som du har købt direkte hos andre udbydere uden om os, herunder tilslutningsrejser, udflugter eller transport, som ikke er en del af din pakkerejse gennem os.
9.1 Transportansvar og beløbsgrænser
Luftfartsselskaber og øvrige transportører har det direkte ansvar for transportens korrekte gennemførelse i henhold til gældende internationale konventioner og EU-forordninger. Vores ansvar for transportydelser kan aldrig overstige de maksimale beløb fastsat i disse regelsæt:
- Lufttransport (Warszawa- og Montrealkonventionen)
- Passagerers død eller tilskadekomst: op til 113.100 SDR
- Forsinkelse af persontransport: op til 4.694 SDR
- Ødelæggelse, beskadigelse eller bortkomst af bagage: op til 1.131 SDR
- Søtransport (Athenkonventionen og EU-forordning 392/2009)
- Død eller tilskadekomst: op til 400.000 SDR
- Ødelæggelse eller beskadigelse af håndbagage: op til 2.250 SDR
- Skader på køretøjer: op til 12.700 SDR
- Skader på anden bagage: op til 3.375 SDR
- Jernbanetransport (COTIF-konventionen og EU-forordning 1371/2007)
- Død eller tilskadekomst: op til 175.000 SDR
- Skader på genstande: op til 1.400 SDR
- Tab af eller skade på køretøjer: op til 8.000 SDR
Såkaldte værdigenstande (fx smykker, elektronik, kontanter) erstattes ikke under disse regler.
Den aktuelle kurs for SDR (særlige trækningsrettigheder) kan findes på www.nationalbanken.dk.
10. Forsikring
Vi anbefaler på det kraftigste, at du tegner en rejseforsikring, der som minimum dækker sygdom, hjemtransport og forsinket fremmøde. Uden forsikring kan sygdom eller uheld på rejsen få store økonomiske konsekvenser – både under rejsen og før afrejse, hvis du bliver nødt til at aflyse.
Tjek om du allerede er dækket gennem din indboforsikring, dit kreditkort eller lignende, og vær opmærksom på, at der kan være forskel på forsikringsdækningen. Det er vigtigt, at forsikringen passer til netop din rejse og eventuelle særlige aktiviteter.
Vi hjælper dig gerne med at undersøge, hvilke muligheder der findes, og hvordan du bedst sikrer dig – men det er dit eget ansvar at være behørigt forsikret. Husk, at visse rejser og destinationer kræver særlige dækninger, fx ved kroniske lidelser eller bestemte aktiviteter.
12. Rejsegarantifonden og lovvalg
Vores Verdenshjørner er registreret i Rejsegarantifonden under nr. 3725. Det betyder, at du som rejsende er dækket i tilfælde af vores konkurs, jf. gældende regler for pakkerejser. Garantien administreres af:
Rejsegarantifonden
Røjelskær 11, 3. sal
2840 Holte
www.rejsegarantifonden.dk
Som kunde hos os er du beskyttet af pakkerejseloven og EU-direktiv 2015/2302 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, hvilket sikrer dig en række rettigheder før, under og efter rejsen.
Vi følger dansk lovgivning, og eventuelle tvister afgøres efter dansk ret.
13. Databeskyttelse
Hos Vores Verdenshjørner behandler vi dine personoplysninger med respekt og i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning, herunder persondataforordningen (GDPR). Det betyder blandt andet, at vi kun indsamler de oplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre din rejse og yde den bedst mulige service.
Vi videregiver ikke dine oplysninger til uvedkommende, og du har altid ret til indsigt i, hvordan dine data behandles.
Du kan læse vores fulde privatlivspolitik på vores hjemmeside.
14. Klageadgang
Klage kan indgives til Vores Verdenshjørner. Kan der ikke opnås enighed, kan klagen indbringes for Pakkerejse-Ankenævnet eller Forbrugerklagenævnet.
