Eventyr i Georgien – et land fuld af kontraster
Når vi rejser, kan formålet være mange. Måske søger man den totale afslapning, måske det mere grænseoverskridende og udfordrende?
Måske søger man det anderledes, det kontrastfyldte, det autentiske. Noget, der skiller sig ud, og som på mange måder bliver et miljøskift fra det vante og komfortable.
Skulle det sidstnævnte være tilfældet, står Georgien klar med åbne arme.
I april 2026 drog min kæreste og jeg mod grænselandet mellem Europa og Asien, mellem velkendt vestlig kultur og sovjetisk-lignende tidslomme.
Nok er Georgien et lille land, men kontrasterne er store – ikke blot til Danmark, men også indenfor landegrænserne, der indeholder et væld af kulturarv, traditioner og differentieret landskaber.
Tbilisi – Georgiens hovedstad
Vi fik fornøjelsen af Georgiens mange herligheder i 10 dage, som startede i Tbilisi. Her gik de første dage med at udforske hovedstadens særtegn og kulturelle tilbud. Det er en by, der bærer præg af fortidens historiske vingesus, hvor meget infrastruktur og arkitektur synes at trække en tilbage til en anden tid. Det er lige delt charme og faldefærdighed. Blandt det hele er der rig mulighed for at dykke ned i folkesjælen, madkulturen og utroligt smukke kirker.
Når blikket løftes op over byens tag, aner man dog også, hvilket landskab, der venter ude på den anden side. De flade meter er, modsat i Danmark, ganske få, hvorfor der sjældent er langt til næste bjerg i horisonten. Med landets placering i Kaukasus’ bjergkæde er højdemeterne mange, og det var da også noget, vi hurtigt fik lov at mærke på egen krop, da vi på dag 3 satte nøglerne i lånebilen og påbegyndte kør-selv eventyret.

Byens gader rummer mange hyggelige caféer, hvor man kan tage en pause undervejs

På Frihedspladsen står den ikoniske statue af Sankt Georg

Traditionelle georgiske khinkali

En af Hovedstadens mest markante bygninger er Holy Trinity Katedralen
Sighnaghi – vin med udsigt
Fra Tbilisi gik turen i første omgang videre til Sighnaghi, hvor overnatningen var skiftet ud fra hovedstadshotel til glamping på bjergskråningen. Kontrasterne var i gang. Fra vores lille glamping-kuppel var der panoramaudsigt til bjergkæde med sne på toppen – alt imens det kunne betragtes i solskin og knap 20 graders varme. Det blev også første gang, vi for alvor fandt ud af, at engelsk tale var noget, der primært var udbredt i de større byer. Det var i hvert fald ikke nået til bjergsiden ved Sighnaghi. Men kombinationen af Google Translate, uortodokst tegnsprog og et venligt smil kan få dig langt – også i georgiske landsbyer. Heldigvis.
Dagene i Sighnaghi gik med at opleve byens stille liv, se smukke monumenter, drikke kaffe og smage en pokkers masse vin. Alt sammen til den smukkeste udsigt. Og netop vinen blev et gennemgående tema på tværs af dagene i Georgien. Landet er nemlig verdens ældste, når det kommer til vinproduktion, og det sørger de vidt og bredt for, at du finder ud af. Passionen stråler ud af folket, og de deler gerne ud af den – både i formidling, men naturligvis også i velskænkede glas.
En sidste note til dagene i Sighnaghi var min løbetur gennem de skævt belagte brostensgader. Jeg tror, at jeg for mange af de lokale har været årets samtaleemne. Der var i hvert fald mange måbende og nysgerrige blikke, da en høj og rødhåret mand løb gennem deres kuperede gader. Der mærkede jeg virkelig, hvor langt væk jeg var hjemmefra, og hvor stor kontrast hele situationen var kontra en løbetur rundt i Aarhus blandt barnevogne, latteart og løbesko.

Klokketårn med udsigt over dalen

Til vinsmagning i Sighnaghi

Hyggelige glamping telte i Georgien
Stepantsminda – et vintereventyr i Georgiens bjerge
To overnatninger på bjergsiden gik, og nu kørte bilen videre mod Stepantsminda. Et område, og nogle døgn, der skulle vise sig at blive nogle af de stærkeste oplevelser og minder fra rejsen.
Sol og sommerlige fornemmelser blev skiftet ud med minusgrader og sne til knæene. Endda køreturen derhen blev en oplevelse i sig selv. Imens vi følte, vi blot kørte tættere og tættere mod himlen, blev vejene smallere og dårligere for hver kilometer, vores kære KIA-lånebil kørte. Den kørte i øvrigt skidegodt hele vejen. Men blandt parkerede lastbiler i kilometerlang kø langs vejkanten, dukkede et utroligt farverigt monument op foran os.
Midt i de sneklædte bjerge finder man nemlig et enormt vægmaleri på en buet stenmur. Motiverne på det enorme maleri er mange, men kredser om venskabet mellem Georgien og Rusland og er – uanset om man kan lide motiverne eller ej – et vidunderligt syn, som står ud som noget helt unikt på vores rejse til Georgien.
Da billederne var taget, og det var ikke få, ankom vi til hotellet nær den russiske grænse. Sneen væltede ned, men den kunne nydes varmt og komfortabelt med roomservice fra vores værelse.
Dagen efter havde vi udset en vandrerute, der tog os op til en lille kirke på en af de mange sneklædte bjergtoppe. En fantastisk tur op gennem rindende kilder, knæ dyb sne og et par venligsindede hunde, der tydeligvis var vant til at være de lokale guider i området. På turen derop var vi også stødt på flere spanske turister, der snakkede om alvorlige vejrvarsler i området, hvor tungt snevejr kunne risikere at lukke den eneste vej, der løb op og ned gennem bjergene i området.
Kutyme på de kanter åbenbart, hvor veje med jævne mellemrum kunne lukke i flere dage pga. sne og glat føre. Bjergvandringen blev derfor hurtigt udskiftet med pakkede tasker og et forsøg på at vinke farvel til Stepantsminda en dag før tid.

Det obligatoriske rejse-selfie

Ved Kazbegi ligger den velkendte Gergeti Treenighedskirke

Hyggelig vandretur i snelandskabet

Georgien og Ruslands Venskabsmonument
Videre til Ateni – vin, gæstfrihed og bjergliv
Et forsøg, der heldigvis lykkedes, og hvor vi efterfølgende kunne læse om nedlukkede veje i området. Derfor kunne vi ånde lettet op og kigge frem mod næste destination. Ateni. Igen kom vinen i centrum, da overnatningen stod på hyggelig træhytte ved en lokal vinbonde, der heldigvis også havde plads til os en dag før tid. Her mærkede vi virkelig gæstfriheden. Dog ikke fra de meget territorielle hunde fra de omkringliggende vingårde, der mildt sagt var utilfredse, da ham den rødhårede igen havde våget sig ud på en løbetur i lokalområdet.
Et lille sidespring, der ikke behøver at fylde meget på en ellers fantastisk rejse. Men måske blot notér, at løbeskoene gerne må blive hjemme i Danmark. Georgien er ikke lavet til det. Åbenbart.
Batumi – Georgiens futuristiske by ved Sortehavet
Videre fra vingårde og gæstfrihed og mod rejsens sidste destination – det futuristiske Batumi. Byen ligger helt ud til Sortehavet, og min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at Batumi måtte være Georgiens svar – eller forsøg – på det eurasiske Dubai.
Ligesom i Tbilisi var vi tilbage i en større by med noget mere puls og liv, men så stoppede sammenligningen mellem de to ellers der. Hovedstadens sovjetiske og tildeles faldefærdige træk var udskiftet med høje, finurlige bygninger i alverdens farver, glas og former. Her overnattede vi på et 5-stjernet hotel inde i bymidten i en mere vestlig og ikke mindst minimalistisk stil og indretning. Det var helt andre omgivelser at afslutte rejsen på, end der hvor vi startede – og derfor også et meget fint symbol på de store miljøskift, vi havde oplevet gennem landet undervejs.
Det sidste af Georgiens kulturarv og vinentusiasme blev stadfæstet, da vi havde booket en dagstur hos et lokalt guidebureau, der tog os væk fra Batumis byliv og ud blandt vandfald og smuk natur. Turen havde sin afslutning hos en lokal vin- og brændevinsproducent, der ikke kunne et ord engelsk. Men hans glæde over at se os og for at vise det georgiske køkken frem, var ikke til at misforstå.
Sammen med en håndfuld andre turister blev vi placeret til langbordsmiddag i en gammel lade, hvor hans hustru og børn henholdsvis serverede lokale retter og sang georgiske folkesange for os. Vi blev også budt op til rundkredsdans, imens vinbonden glædeligt skænkede nye hjemmebryggede vine op til os.
Et sjovt, festligt og ikke mindst meget autentisk sidste indslag på rejsen inden vi den sidste aften kunne sidde på Batumis strandpromenade og nyde en rolig solnedgang.

I byerne finder man moderne boutiquehoteller og steder med fokus på indretning og musik

Hyggelig stemning i en Moderne vinyl butik

Medea-statuen og Batumis moderne skyline
En rejse fyldt med kontraster og minder
Efter 10 dage i Georgien stod det klart, at landet er svært at putte i én kasse. Fra Tbilisis pulserende gader og Sighnaghis vinmarker til Kaukasus’ sneklædte bjergtoppe og Batumis futuristiske skyline oplevede vi et land fuld af kontraster.
Det var netop forskellene, der gjorde rejsen så mindeværdig. Georgien bød på storslået natur, stærke mad- og vintraditioner og en gæstfrihed, der flere gange satte sproget ud af spil – men aldrig smilet. Et land, der på mange måder føltes langt væk hjemmefra, og måske netop derfor blev så spændende at opleve.
Georgien er uden tvivl et sted, vi tager mange minder med hjem fra – og et land, der har givet os lyst til at se endnu mere af Kaukasus.

Naturen byder også på floddale og vandfald inde i skovområderne

Mærk roen i Georgiens frodige naturscenerier og storslåede floddale

Solnedgang ved Det Sorte Hav
Drømmer du om en rejse til Georgien?
Georgien byder på store kontraster – fra historiske byer og gamle vintraditioner til sneklædte bjerge, storslået natur og Sortehavets kyst. Kombineret med en stærk kultur, fantastisk mad og en helt særlig gæstfrihed er Georgien et spændende rejsemål for dig, der søger noget anderledes.
Går du selv med tanker om en rejse til Georgien, så tøv ikke med at kontakte os – vi hjælper gerne med at planlægge en rejse, der passer til dine ønsker og drømme.

10-dages kør selv rundrejse i Georgien – oplev vin, bjerge og natur
Oplev Georgiens mangfoldighed på denne 10-dages rundrejse, hvor du besøger Tbilisis gamle by, vinregionen Kakheti, bjergene ved Stepantsminda, grotter og klostre ved Kutaisi og den livlige kystby Batumi. En rejse fyldt med kultur, natur og smagsoplevelser.

Georgiens unikke gastronomi og vin
Tag med på en smagsrejse gennem Georgien, hvor vin og mad er dybt forankret i kulturen. Undervejs besøger I historiske byer, lokale vingårde og familiekøkkener, smager autentiske retter og naturlige vine, og oplever gæstfrihed i øjenhøjde – alt sammen midt i storslåede landskaber og tusindårige traditioner.

Vandring i Svaneti Regionen
Rejs gennem det autentiske Georgien – fra Tbilisis farverige kvarterer til Svanetis dramatiske bjerglandskaber. Oplev charmerende byer, gamle klostre og storslået natur i Kaukasusbjergene, kombineret med lokale møder, vin fra vinkælderen og overnatning på familiedrevne hoteller.




















